Skriv gerne hvad du synes i kommentarfeltet.
PIA HOLLAND GJØRUP·13. MAJ 2016 på facebook:
“Kære lungepatient – undskyld
Der er mangel på special-læger i lungemedicin.
Jeg er netop en af disse eftertragtede speciallæger, jeg elsker mit arbejde, og alligevel har jeg valgt at sige min stilling op.
Efter tre år i stillingen er jeg simpelthen bare så træt. Altså ikke træt af dig.
Du er jo trods alt grunden til jeg i første omgang valgte at blive speciallæge i Lungemedicin.
Men jeg orker ikke den evige dårlige samvittighed.
Dårlig samvittighed over den kontrolskanning du fik svar på alt for sent, fordi jeg skulle have samtale med en, der var mere syg end dig. Dårlig samvittighed over den stuegang der blev lidt for kort, netop den dag du havde brug for en snak, fordi der var andre der havde brug for det samme. Dårlig samvittighed over at du ikke kunne få en hurtigere tid i ambulatoriet, fordi der var mange andre, der også skulle have en tid. Dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne afse tid til den forskning, der er så vigtig for at vi kan blive klogere og tilbyde dig en endnu bedre behandling. Dårlig samvittighed over bunken med journaler jeg skulle tage mig af, men som jeg måtte lade ligge endnu en dag. Og du derfor måtte vente endnu en dag på svar.
Dårlig samvittighed over ikke altid at have overskud til at vejlede og undervise yngre kolleger, sygeplejersker og andet personale på min og andre afdelinger.
Dårlig samvittighed over at min mand har været den der skulle klare at få børnene i skole, hente dem igen, købe ind og lave mad. Dårlig samvittighed over at jeg gang på gang måtte ringe og bede ham om at hente børnene, selv om jeg højt og helligt havde lovet, at jeg nok skulle nå det.
Jeg må jo så indrømme at min dårlige samvittighed over mine forsømmelser i den mere administrative retning er til at overse. Manglende indberetninger til databaser og registre, manglende godkendelse af de blodprøver som du aldrig fik taget, ikke at få læst regionens/hospitalets nyhedsbrev, manglende svar på diverse mails og forespørgsler fra medicinalindustriens repræsentanter giver mig på ingen måde dårlig nattesøvn.
Men jeg er så frygtelig træt. Træt af at arbejde alt for mange timer. Træt af at hver gang jeg løser en opgave er der en anden der ikke bliver løst. Træt af overbelægning , træt af behandlingsgarantier og udredningsgarantier (hvor alligevel det ikke giver mening). Træt af, igen og igen blive pålagt nye opgaver uden at der på nogen måde bliver kompenseret, hverken økonomisk eller personalemæssigt. Træt af dårlig samvittighed og nok mest træt af at jeg ikke har magtet at sige fra.
Jeg ved at min afdeling ikke er enestående. Hele sundhedsvæsenet er presset af vekslende regeringers krav om øget effektivitet og samtidige store besparelser uden man har villet prioritere, hvor man vil investere de ressourcer, der trods alt er til rådighed.
Men tro mig. Der sker alligevel. Prioritering. For der bliver jo ikke flere penge og mere personale fordi man ikke vil vælge noget til og fra.
Derfor har jeg valgt at prioritere mig selv og min familie frem for dig, kære lungepatient. Undskyld.
Og jeg lover: på gensyn”
Pia
