Når nogle medarbejdere ikke bakker op om et bedre arbejdsmiljø
Ofte bliver jeg inviteret til at holde et indlæg on arbejdsmiljø. Oftest foregår det indenfor arbejdstiden, men det kan sagtens ske, at lederen har valgt, at det skal foregå lige efter arbejdstid. Og hvis ikke medarbejderen skal have kompensation for at deltage efter arbejdstid, er det frivilligt at deltage. Desværre.
Sådan var det også for nylig ved et arrangement jeg var inviteret til, hvor der potentielt kunne have deltaget 45 medarbejdere, men hvor kun 12 fandt det umagen værd at dukke op.
Og lederen kunne jo ikke tvinge de resterende til at komme, da arrangementet var lagt i deres fritid.
Mange gange, er de der i sin fritid deltager i et arrangement om arbejdsmiljø, på forhånd allerede positivt indstillet. Det er ikke dem, der spreder dårlig stemning, der er de sure og negative, og bagtaler de andre kolleger i den anden afdeling.
Næh, de ved jo godt at det er vigtigt at være glad for sit arbejde.
Så det er vel egentlig mere de der negative, forandrings-modstandere, der burde komme og høre, hvad et bedre arbejdsmiljø kan gøre for alle.
Men de kommer ikke. De synes det der arbejdsglæde er noget pjat…
Så det ender med, at efter et vellykket arrangement, er de der deltager enige i, at nu gør vi sådan og sådan for at skabe et bedre arbejdsmiljø. Problemet er blot, at langt fra alle kolleger har hørt det.
For 2/3 af dem deltog ikke i arrangementet.
Så pøj pøj med at implementere den nye gode stil…
Jeg er klar over, at økonomi er en stor del af årsagen til, at arrangementer nogle gange afholdes i medarbejdernes fritid, fordi det er dyrt at aflønne dem for de ekstra timer.
Men i virkeligheden kan det let blive dyrere at lade være!
Det kan hurtigt blive en bedre forretning, at aflønne personalet for den tid de deltager, fordi der kan spares rigtig store summer bagefter.
Følg lige at følge nedenstående regnestykke, der er taget direkte fra en aktuel arbejdsplads:
Forestil dig en arbejdsplads, hvor 25 kolleger ud af det samlet antal medarbejdere, er påvirket af en dårlig stemning.
I dette regnestykke er der sat en snit-timeløn på kr. 175, og de arbejder 160 timer om måneden, hvilket svarer til en fuldtids-stilling.
Lederen fortæller, at der blandt nogle medarbejdere har hersket en dårlig stemning i mindst 6 måneder.
I eksemplet kunne medarbejderne fortælle, at den dårlige stemning betød, at de både arbejdede langsommere, samt selvfølgelig brugte tid på at snakke om problemerne. Effektivitets-nedgangen er sat til 20 %.
Det giver dette regnestykke:
0,20 x 6 mdr. x 160 x 175 x 25 = Kr. 840.000.
Kig lige på tallet igen: Otte hundrede og fyrre tusinde kroner! Eller kr. 33.600 pr. medarbejder, som det koster arbejdspladsen, at medarbejderne ikke trives. Og du kan gange omkostningen med 2, hvis problemerne hos jer har stået på i f.eks. et år…
Så det kan let væfre både billigere samt en god forretning, at kompensere for, at alle medarbejdere deltager i et arrangement om arbejdsmiljø, forudsat, at der gøres en fælles aktiv indsats efterfølgende.
Udover den økonomiske fordel, er det guld værd i processen, at alle har været og hørt det samme fra indlægsholderen, og dermed kan engagere sig.
De bedste hilsner
John Harmsen
ArbejdsglædeMinisteriet.dk