I familien har vi en ældre sød dame, der hedder Lise. Lise er et rigtigt familie-menneske. Hun elsker når hele familien kan samles.
Det er dog afgørende for hende, at alt går efter efter hendes hoved. Og problemer er ikke noget man taler om, heller ikke i det daglige.
Forsøger du at påpege, at du mener, at Lise kunne have tacklet et problem anderledes, benægter hun. ”Det er dig der har fået tingene galt i halsen”, svarer hun.
”Jamen kære Lise, alle ved da, at Bjarne og Preben i familien ikke kan døje hinanden. Det har de da begge udtalt igennem mange år”.
”Sikke noget sludder. De er bedste venner”, svarer Lise så, uden at svare på, hvorfor de så aldrig ses til familiens fødselsdage eller til jul. ”Du skal holde op med at digte sådan”, svarer hun blot.
Ethvert almindeligt fornuftigt tænkende menneske vil sige, at selvom Lise er en sød dame, lever hun også i en ”kuppel”, hvor alt er perfekt. Derudover, er det at holde facaden, ekstremt vigtigt for hende. ”Hos os har vi ingen problemer. Og hvis der er nogle i familien vi ikke taler med, så er det fordi de andre er skøre”.
Man kan næsten høre hende tænke: ”Jeg ville da gerne gøre noget ved mine personlige fejl – hvis jeg altså havde nogle”.
Kender du nogle, der har det på samme måde?
I de fleste familier er der nogle i familien, som ikke ser eller taler med hinanden pga. et eller andet der engang er sket.
Jeg synes ofte, at det er latterlige små ting folk bliver uvenner over, Det er vist desværre meget normalt. Så omgås man bare nogle af de andre familie-medlemmer i stedet. Ofte fordi den ene part (som Lise) ikke vil være imødekommende, og kun kan se tingene fra egen side. Eller også fordi begge parter er stædige.
Det er ofte værre på jobbet
Hvis man ikke kan med nogle kolleger, men er ”tvunget” til at arbejde sammen med dem, kan det være problematisk, hvis parterne ikke kan løse et problem. Igen, fordi der skal to til at løse tingene.
Det magiske ord
Jeg tror, at det ord du helt sikkert kender, og som jeg gerne vil fremhæve, kunne rede mange tråde ud. Både på jobbet og i familien.
Ordet har tre bogstaver, der er helt magiske, hvis du lige ”smager” på ordet lidt.
Der sker bare noget i vores hjerner når vi vælger at bruge ordet i en fastlåst situation.
Samtidig får ordet dig til, at sætte problemerne lidt i perspektiv.
Og ordet er PYT.
Prøv selv at sige eller tænke PYT næste gang du står i en situation, hvor det er svært at komme videre.
Jeg lover dig at det virker, hvis du kan overbevise dig selv om ordets betydning.
De bedste hilsner
John Harmsen