28-06-2015
Hov. Hvad er nu det?
”Jeg vil sgu da ikke have en øv-ferie. Jeg vil have en god ferie hvor jeg kommer ned i gear og laver noget helt andet end at arbejde….” tænker du måske, når du læser overskriften.
Og jeg kan virkelig godt forstå, at du gerne vil have en god ferie. Det vil jeg også.
De fleste af os TRÆNGER og GLÆDER os til ferien. Men hvis ferien skal være noget du tænker tilbage på som nogle dage hvor du virkelig kom ned i gear, hyggede dig med det du aller helst gerne ville, og tog dig i flere gange sige ”se, det er livet det her…”, så får du her 10 gode råd til hvad du ikke skal gøre. (Jeg har vendt det hele lidt på hovedet… ☺ )
Sådan får du en virkelig øv-ferie:
I de sidste par uger inden ferien skal du arbejde på højtryk og sørge for at komme i bund med alt på dit bord. Lad være med at skele til hvad der er vigtige og ikke-vigtige opgaver. Bare lav det hele således, at du sidste dag inden ferien, VIRKELIG trænger til ferie. På den måde opnår du også, at være fraværende overfor familien i den første ferieuge, fordi din krop endnu ikke er kommet ned i gear.
Fortæl kollegerne og chefen at de “bare skal ringe eller maile i ferien hvis der er noget…”
Check din mail flere gange om dagen – helst hver time. Det kunne jo være…
Husk at tage din arbejds-mobil og oplader med på ferie
Ha´ altid din laptop på dig. Også på evt. ture med familien. Man ved aldrig om der lige skulle være 14 minutter hvor du kan udnytte tiden til lidt arbejde…
Husk fra første ferie-dag at tælle ned til hvornår ferien er slut og du igen skal på job
Hvis du skal læse i ferien så sørg for at det er noget arbejds-relateret
Husk dine visitkort hvis du har sådan nogle. Man ved aldrig hvor man kan møde en evt, ny kunde selvom du er iklædt badetøfler og en lidt for sol-rød hud
Når du ikke arbejder i ferien så sørg for at give dine sociale konti al din opmærksomhed. Facebook, Twitter og LinkedIn holder aldrig ferie…
Når du starter på job igen skal du arbejde i max-tempo. Ikke noget med at starte langsomt op.
Hvis du følger disse 10 råd kan jeg næsten garantere dig, at du får en virkelig øv-ferie.
Når du møder på job igen kan du faktisk slet ikke mærke at du har været på ferie. Det er kun kontoudskriftet og solforbrændingen der vidner om det. Du selv er akkurat lige så udmattet som inden du tog på ferie.
Men du kunne også vende det hele lidt på hovedet og gøre det modsatte at det jeg skriver…
Og det er præcis det jeg håber at du gør.
Gør du det vil jeg til gengæld ønske dig en SUPER ferie, hvor jeg tror at du kommer frisk og fuld af energi tilbage.
Hvor du har passet på dig selv og familien. Og hvor du i endnu højere grad kan smitte dine kolleger med arbejdsglæde, og yde et super stykke arbejde… For det er der nemlig også tilfredsstillelse og arbejdsglæde i at kunne…
Rigtig god ferie …☺
De bedste ferie-hilsner
John Harmsen