Hold ferie når du holder ferie

Overtræder du loven når du holder ferie?

Overtræder du loven når du holder ferie?

De fleste af os glæder os til ferien. Og de, der hos sin arbejdsgiver har optjent feriedage, får endda løn under ferien.

Det skriver jeg fordi, at fra 1900 – 1920 havde vi herhjemme 3 feriedage om året. Og det var uden løn. Og det er jo bl.a. fagforeningernes fortjeneste, at de har fået dette forhandlet hjem til os.

Men hvad er så meningen med at holde ferie?
Egentlig burde det ikke være nødvendigt at spørge om. Men desværre er der mange af os, der ikke kan finde ud af at holde helt fri når vi har ferie.
Og det er faktisk både lidt dumt og endda forbudt.

Lad os tage den forbudte del først:
Iflg. reglen om at optjene feriepenge har du faktisk skrevet under på, at du kun kan få udbetalt feriepenge, eller holde ferie med løn, hvis du reelt set holder fri. Altså HELT fri. Hver dag.
Så du har faktisk pligt til ikke at arbejde i din ferie.

Som udgangspunkt har din leder ikke ret til at forstyrre dig i din ferie. Du behøver ikke at svare din arbejdstelefon eller svare på mails. Ofte er det misforstået loyalitet, at vi gør det.

Din arbejdsgiver har, rent juridisk, krav på, at du kommer frisk tilbage fra ferie. Vidste du det?
Det kræver selvfølgelig så, at både du og du din leder kender denne regel, og også overholder den.

Der er selvfølgelig nuancer
Hvis en kollega f.eks. ikke kan finde en sag, og dermed ikke kan komme videre, er det jo helt normalt, at vi lige bruger 2 minutter på, at hjælpe kollegaen videre. (Selvom vi juridisk set ikke må).

Lad os kigge på den ”dumme” del af ikke at holde ferie i ferien
Hvis du virkelig trænger til ferie (og det har mange af os oplevet) betyder det oftest også, at du er lidt mentalt træt.

Og hvis du er på det stadie, er det ikke der, hvor energien og lysten til virkelig at komme op med de der super-ideer på jobbet, eller virkelig yde kunderne en service, de ikke oplever andre steder.
Du kører mere på rutinen. Og der er oftest ikke meget udvikling og overskud i bare at køre på rutinen.

Undersøgelse fra Voxmeter:
3 ud af 4 af os tjekker mails i ferien. (Og jep, jeg gør det også).

Og vi får god støtte fra vores samlever, for kun 1 ud af 10 bliver irriteret over, at vi gør det.

Det er næsten også blevet for let. Vi er i dag online uanset hvor vi er, og det er jo bare 1 eller 2 klik – så er vi opdateret på mail-fronten…

Iflg. en undersøgelse fra Analyse Danmark “tænker 6 ud af 10 på jobbet hele tiden eller i en stor del af tiden i ferien”.

Din hjerne
Noget af det, ferien gør, når du kobler helt af er, at du får brugt andre dele af hjernen, og det har hjernen virkelig godt af, siger Bo Netterstrøm, der er stressekspert og seniorforsker på Bispebjerg Hospital.

Jeg tjekker som sagt også mine mails på ferien.
Men på denne ferie får jeg kogt det ned til “kun” at gøre det én gang om dagen. (Flot, ikke ☺)

Næste mål er, slet ikke at tjekke mails i hele ferien. Og så efterfølgende se om jeg mon ikke skulle opnå at komme endnu friskere tilbage på jobbet, end hvis jeg havde arbejdet hele tiden.

Der er heldigvis et stigende antal ledere, der har fokus på, at deres medarbejdere skal holde fri når de har ferie.
Mange af disse ledere er bekymret, for de kender godt ovenstående problematikker, og ønsker ikke at en medarbejder kommer stresset tilbage fra sin ferie.

Jeg tænker også, at de søde kunder, der booker mig til et motiverende og inspirerende foredrag eller workshop, håber – og forventer – at jeg møder frisk og super motiveret op.

Så din leder har et ansvar for at du holder ferie når har ferie. Men det ansvar sidder du også med.
Det samme gør jeg i min virksomhed.

Så rigtig god arbejdsfri ferie.
Hold ferie når du holder ferie.
Så er du og dine kolleger klar til igen at sparke r.. når I kommer tilbage ☺.

De bedste hilsner
John Harmsen
ArbejdsglædeMinisteriet.dk

Skriv et svar