Læs min nyeste blog og eksperiment.
I denne klumme sætter jeg fokus på det mange taler om: Kunstig intelligens. Og de nye ChatBots, som er et internet-program, hvor du f.eks. indtaster ”Skriv en dansk stil om 2. verdenskrig”. Og vupti. Så vælter linjerne ud af robotten. Jeg besluttede mig for at give robotten flg. opgave, der skulle blive til denne klumme: ”Skriv en klumme om at skrive klummer”.
Det kom der en – uhyggelig – OK brugbar tekst ud af.
Bedøm selv herunder.
Er denne nye teknologi genial eller gak-gak?
Som alt andet handler det om, hvordan teknologien bruges. Mange har travlt med at sige, ”Jamen, skal unge i dag slet ikke kunne noget på egen hånd?”. Man kan være nervøs for, om det at kunne stave, skrive, regne osv. er gammeldags indlæring, fordi en computer kan gøre det fos os, og det i dag er helt andre kompetencer der skal til? Jeg er overbevist om, at teknologien kommer til at skabe store forandringer – om vi kan lide det eller ej.
Som forfatter til tre bøger, medforfatter til en fjerde, og manden bag et hav af blogs, har jeg egentlig ikke brug for at få en robot til at skrive mine tekster. Men eksperimentet er spændende, og du kan jo læse nedenstående tekster, og se om du kan lure, om de udelukkende er robot-skrevet, eller om jeg har hjulpet til.
”Robot: Skriv en klumme om at skrive klummer”:
”Klummer er en af de mest alsidige former for skriftligt udtryk. De tilbyder forfattere muligheden for at udforske en bred vifte af emner, og udtrykke deres unikke stemme på en personlig og engagerende måde. Men hvad er det, der gør klummer så fascinerende?”
”Klummer giver forfattere frihed til at udforske mange emner. En klummeskribent kan vælge at kommentere på aktuelle begivenheder, politik, samfundsspørgsmål, eller bare hverdagens små glæder og bekymringer. Uanset emnet, er klummer ofte forfatterens personlige refleksioner og holdninger, hvilket giver læserne et indblik i forfatterens unikke verden.”
”Klummeskribenter kan vende hverdagens trivielle begivenheder og oplevelser, og samtidig reflektere over livets små absurditeter.”
”En god klumme kan inspirere, skabe debat, og få os til at se verden fra nye vinkler. Den kan fremhæve de små øjeblikke i livet, som læserne kan genkende sig i.”
Så gav jeg robotten en ny opgave:
Robot: ”Hvad er kærlighed”
Nu blev det sjovt. Robotten skulle bruge virkelig lang tid førend den forsigtigt begyndte at spytte enkelte ord, og derefter sætninger ud. Enten fordi det er et kæmpe emne – eller blev nervøs for at ramme forkert med dette ”farlige” emne? :-).
Robotten gav mig dette: ”
Kærlighed er en kompleks og dybtfølt følelse, der kan opstå mellem mennesker. Det er en stærk følelse af hengivenhed, omsorg og tiltrækning, der kan være til stede i forskellige former for relationer, som for eksempel romantiske forhold, familiebånd eller venskaber. Kærlighed handler om at være villig til at give og modtage støtte, forståelse og accept, samtidig med at man værdsætter og respekterer den anden persons lykke. Kærlighed kan være både glædesfyldt og udfordrende, og det spiller en væsentlig rolle i mange menneskers liv…”
Der mangler vist en hel del forklarende tekst om emnet, gør der ikke?
Kan du mærke, at der mangler noget vigtigt i robottens tekster? Personlighed. Nærvær. Egne synspunkter.
Til gengæld er robot-svarene fyldt med overfladiske generaliseringer. Kunstig intelligens kan hjælpe os, men heldigvis ikke erstatte os. Endnu…
John Harmsen
Forfatter & Foredragsholder