Målinger og dokumentering smadrer arbejdsglæden

Resultatstyret ledelse I det Offentlige vinder mere og mere frem.
Som aldrig før skal det offentlige måle effektien af deres indsatser.
Jamen, er det ikke ok? Giver det ikke mening at måle hvad der virker, og hvad der ikke gør?

Jow, det giver god mening. Problemet er “blot”, at der går så meget tid med måling og dokumentering af alt, at det fjerner fokus fra kerneopgaven.
Det klages der over mange steder fra, hos de der har fingrene dybt nede i sovsen. Sygeplejersker, hjemmehjælp-området, skolelærere og en masse andre fag f.eks..

Der er en tradition for, at de der i sin tid søgte disse jobs, gjorde det af medmenneskelige hensyn. De ønsker at gøre en forskel for de som de er ansat til at hjælpe eller f.eks. undervise. Jobbet var deres “kald”.

Men I disse tider går en stor del af deres arbejdstid altså med, at måle og afrapportere i et virvar af IT-systemer som ikke snakker sammen, og derfor skal tastes flere gange.

En absurd måling
Jeg hørte forleden et eksempel på en absurd måling: Medarbejderen talte i telefon med sin borger. Samtalen gik udover det der I systemet var afsat til sådan en samftale, så medarbejderen fortalte borgeren, at “vi bliver nødt til at lægge på nu, og så ringer jeg dig op igen i en ny samtale. Ellers ødelægger samtalens længde vores måopfyldelse for hvor længe sådan en må vare”. What?

Så mit spørgsmål er:
Har ledere og politikere indført så meget bureukrati og målstyring, at disse fag kalder på andre typer medarbejdere, der hellere sidder foran en skærm og taster, end at udføre det der engang var kerneopgaven i deres job?
Eller skal der en reorganisering til så mennesker kommer før systemer?

Ihvertfald er alt dette effektivt med til at smadre arbejdsglæden for de der går hjem med dårlig samvittighed hver dag, fordi de ikke føler, at de har brugt deres værdifulde tid rigtigt.
Og så kommer deres robusthed på prøve.

Masser af undersøgelser viser, at medarbejdere der ikke trives, oftere bliver syge, og bliver stille og roligt mindre produktive.

Nogle gange kan jeg godt blive nervøs for om de der bestemmer, ved hvor vi er på vej hen…

De bedste hilsner
John Harmsen

Skriv et svar