SÅ GIK DER TID MED DET…
”Tiden flyver afsted”
”Hvor blev tiden af?”
”Den ene dag tager den anden”.
Du kender udtrykkene.
Hop lige med på et lille regnestykke:
Hver dag har du og jeg 1.440 minutter til rådighed.
Det er det antal min., der udgør et døgn.
Hver dag ved midnat nulstilles vores konto, og regnestykket starter forfra.
I løbet af dagen kan vi spare lidt tid. Vores sparet tid bliver dog automatisk opbrugt, så vi i morgen igen er nulstillet.
Tid er jo en ret vigtig ressource, så spørgsmålet er, hvor opmærksomme vi er på, hvad vi bruger vores daglige 1.440 min. til?
Lad os sige, at vi bruger 420 min. på at sove = 7 timer.
Så har vi 1020 min. tilbage.
Nogle bruger i hverdagene 480 min., svarende til 8 timer, på jobbet. 540 min. tilbage.
Måske har vi én times transport til og fra jobbet = 60 min.
Herudover skal der lige handles ind og laves mad: 60 min. oveni.
I alt 420 min. tilbage på kontoen.
Undersøgelser viser, at voksne i snit griner 20 gange dagligt.
Lad os sætte det til i alt 15 min.
(Børn bruger mere tid på det, da de griner op til 300 gange dagligt).
Så er der dem, der bruger tid på at brokke sig over ting vi ikke har indflydelse på, og tale om andres “håbløse” adfærd.
Lad os sætte det til 20 min., selvom tallet reelt er langt højere.
Med mindre brokkeriet er noget du gør samtidig med, at du laver andre ting, skal det jo fratrækkes i din daglige minut-beholdning.
385 min. tilbage på kontoen.
Vi bruger i snit 35 min på badeværelset.
I Norden bruger vi i snit 3½ time. på TV, og det samme på vores mobiltelefoner/tablets. Hver dag. Det bliver til i alt 420 minutter.
(I 2004 brugte vi med vores Nokia 3310 20 min. om dagen)
Med mindre, at du er ”smart” og kombinerer TV-kiggeri og tid med mobilen i hånden, er du nu i minus med 1 time og 10…
Og vi mangler stadig tid til at spise, træne, rengøring, lege med børnene, se vennerne, tid til sig selv…. Shit!
Når kontoen går i overtræk, er det at vi bliver kreative.
Vi tager mobilen med på toilettet. Vi ser TV imens vi laver mad, spiser, hygger, brokker os over chefen, de alt for korte deadlines, IT-afd., vejret, politikerne og TV-programmerne, alt imens vi siger, at der er for få timer i døgnet.
Vi cutter noget af nattesøvnen selvom vi godt ved, at det er usundt.
Heldigvis kan vi gøre flere ting ad gangen, og så sparer vi jo tid, selvom det ofte går ud over vores evne til at være koncentreret, og være mentalt til stede der hvor vi er.
Samlet set bruger vi i snit (målt i 24/7) 25 år på at sove, uddanner os i 6 år, arbejder i 14 år, er på badeværelset i 1½ år, handler ind i 3 år, 8 år på transport… osv.
Spar 3 uger på jobbet
Jeg regnede engang ud for en kunde, at hvis 10 kolleger brokker sig 10 min. om dagen, 220 arbejdsdage om året, svarer det til, at vi har én kollega fastansat til at brokke sig seks uger om året…
Hvis vi nu bare halverede dette, ville vi have tre ekstra uger til mere givende ting…
Kig lige på ovenstående regnestykker igen.
Der kan være masser af kvalitetstid.
Men er der steder, hvor du vil bytte nogle minutter ud med noget mere givende?
Noget, der gør dig mere glad?
Eller kender du nogle, der burde gøre det?
Skal vi blive bedre til at sige nej til det vi synes er tidsspilde, og bruge mere tid på ting der booster os?
Jeg kan i hvert fald fortælle dig, at jeg selv er blevet ret nøjeregnende med, hvad jeg bruger mine daglige minutter til.
For det jeg putter ind i min hverdag, har en markant betydning for mit velbefindende.
Det samme gælder formentlig også dig.
Hvad mon vores sidste ord bliver…?
Formentlig ikke:
“Jeg skulle have brugt mere tid på at arbejde over, brokke mig, se TV, og swipet mere på min mobiltelefon…”
Så hvad vil du i dag gerne bruge dine daglige 1.440 minutter på?
Det er da værd lige at bruge to minutter på, ikke…?
John Harmsen
Foredragsholder & Forfatter
Motivations Huset.dk