Sådan får du en virkelig øv ferie
Hov. Hvad er nu det? ”Jeg vil da ikke have en øv-ferie. Jeg vil have en god ferie hvor jeg kommer ned i gear og laver noget helt andet end at arbejde….” tænker du måske, når du læser overskriften.
Og jeg kan virkelig godt forstå, at du gerne vil have en god ferie. Det vil jeg også. De fleste af os TRÆNGER og GLÆDER os til ferien.
Men hvis ferien skal være noget du tænker tilbage på som nogle dage, hvor du virkelig kom ned i gear, hyggede dig med det du aller helst gerne ville, og tog dig i flere gange sige ”se, det er livet det her…”, så får du her 10 gode råd til hvad du ikke skal gøre.
(Jeg har vendt det hele lidt på hovedet)
Sådan får du en virkelig øv-ferie:
1. I de sidste par uger inden ferien skal du arbejde på højtryk, og sørge for at komme i bund med alt på dit bord. Lad være med at skele til hvad der er vigtige og ikke-vigtige opgaver. Bare lav det hele således, at du de sidste dage inden ferien fiser rundt som var du på speed, og VIRKELIG trænger til ferie. På den måde opnår du også, at være fraværende overfor familien i den første ferieuge, fordi din krop endnu ikke er kommet ned i gear.
2. Fortæl kollegerne og chefer, at ”de bare skal ringe eller maile i ferien hvis der er noget…”
3. Check din mail flere gange om dagen – helst hver time. Det kunne jo være…
4. Husk at tage din arbejds-mobil og oplader med på ferie.
5. Hav altid din computer eller iPad på dig. Også på evt. udflugter med familien. Man ved aldrig om der lige skulle være 17 minutter, hvor du kan udnytte tiden til lidt hyggeligt budget-halløj, regnskab eller svare kunder og kolleger på mailen…
6. Husk fra første ferie-dag at tælle ned til, hvornår ferien er slut og du igen skal på job
7. Hvis du skal læse i ferien så sørg for at det er noget arbejds-relateret du læser
8. Husk dine visitkort hvis du har sådan nogle. Man ved aldrig hvor man kan møde en evt, ny kunde selvom du er iklædt badetøfler og en lidt for sol-rød næse og mave.
9. Når du ikke arbejder i ferien, så sørg for at give dine sociale konti al din opmærksomhed. Facebook, Twitter og LinkedIn holder aldrig ferie… Og hvis ikke du hele tiden lægger billeder og opdateringer op på de sociale medier, er det ikke sket…
10. Når du starter på job igen skal du arbejde i max-tempo. Ikke noget med at starte langsomt op.
Hvis du følger disse 10 råd kan jeg næsten garantere dig, at du får en virkelig øv-ferie. Når du møder på job igen kan du faktisk slet ikke mærke, at du har været på ferie. Du kan kun se det på kontoen.
Psst. Du kan jo også vende det hele lidt på hovedet, og gøre det modsatte at det jeg skriver i de 10 råd.
Gør du det vil jeg til gengæld ønske dig en SUPER ferie, hvor du kommer frisk og fuld af energi tilbage. En ferie, hvor du har passet på dig selv og familien, og hvor du i endnu højere grad kan levere den gode arbejdsindsats som du ved du står for…
Rigtig god ferie…
De aller bedste feriehilsner
John Harmsen