Ofte er det sådan, at det først er når vi mennesker mister noget, at vi rigtigt sætter pris på det.
For nylig sagde en rigtig god ven op på sit job.
Hun vil prøve kræfter med en helt anden ”verden”, og nu skulle det altså være.
Kollegernes reaktioner var overvældende. Hun blev overvældet over alle de meldinger hun fik. Og af chefens tårer i øjnene under mødet da hun sagde op.
Det var ret vildt hvad hun fik – og i disse dage stadig får – af ros og ”Hvordan skal vi dog klare os uden dig?. Du er jo den eneste der kender systemerne så godt”. ”Der går nogle år før vi igen får en lige så kompetent medarbejder på dit område”, sagde chefen.
Det er jo alt sammen dejlige ting at få at vide. Min pointe – og min gode vens pointe – er, at hvorfor har hun ikke fået den samme anerkendelse inden hun sagde op?
Hun ved godt at hun er god til sine opgaver, og at kollegerne også er glade for hende. Men den der overvældende ros hun fik efter opsigelsen, ville måske have været dejlig at have fået lidt af til hverdag også? Måske kunne det ligefrem gøre, at arbejdspladsen ikke fik nogle af de opsigelser, der gør rigtig ondt. Og det er i forvejen almindelig kendt, at vi laver et bedre stykke arbejde, og trives bedre, når vi får anerkendelse. Der er ikke rigtig noget at tabe ved at vi anerkender hinandens indsats mere.
Hver dag er der rigtig mange mennesker, der slider i det, og gør en kæmpe indsats på jobbet. Efter min mening er mange af os ret dårlige til at anerkende hinanden. Der skal en ekstra-ordinær situation til. En opsigelse f.eks. Og det kan jo ikke være meningen, vel?
I situationen kom jeg til at tænke på, at det er som når f.eks. en kendis afgår ved døden. F.eks. døde den rigtig dygtige komiker Jan Monrad, kun 64 år gammel for få dage siden. Jeg håber at Monrad også fik al den anerkendelse han fortjente, da han var i live, for man kunne ikke undgå at snuble over andre kendisser udtale sig i aviser og på sociale medier med rosende ord for Monrad´s betydning, lige efter hans død. Og rosen er absolut helt på sin plads.
Min pointe her er bare også, at vi skal huske at sige det vi gerne vil sige til vores kære, imens at der er puls hos dem, og de kan rent faktisk kan høre det.
For ingen kender dagen i morgen, som man siger….
De bedste hilsner
John Harmsen
