“We are closing” sagde den italienske købmand i Coop-butikken på gebrokkent engelsk, i mens han pegede på sit ur.
Han havde bevæget sig fra Grøntafdelingen ned til afdelingen for mejeri, hvor jeg stod, forat fortælle mig, at jeg skulle skynde mig op til kassen og se at komme ud af butikken.
Jeg kiggede op i mod kassen, og der stod kassedamen ude på gulvet med armene i siden og spejdede utålmodig i mod mig.
Jeg anede ikke hvad klokken var. Jeg var bare glad for at jeg havde fundet et supermarked i den lille hyggelige landsby i Toscana, hvor jeg, efter at have kørt sydpå i mange timer, skulle bruge lidt mad til lejligheden, jeg havde lejet.
Hurtigt igennem kassen, smile og sige “scusi” fordi jeg åbenbart handlede efter lukketid. Udenfor butikken ser jeg skiltet med deres åbningstider: Søndag 8:00 – 14:00.
Jeg kiggede jeg på min tlf.: Klokken var 13:45. What?
Dvs. kl 13:40 – 20 minutter før den lille bix lukkede – begyndte personalet at jage mig ud af butikken!
Jeg opgav at konfrontere personalet med deres annonceret åbningstid, primært fordi de talte lige så dårligt engelsk som jeg taler italiensk.
Jeg er med på, at de der arbejder i detail-butikker, har nogle vanvittig skæve arbejdstider. Og når de har fri så vil de selvfølgelig gerne hjem. Modtaget.
Men er det ok, at jage kunderne ud 20 minutter før man lukker?
Jeg aner ikke om personalet i det italienske supermarked kun får løn til præcis kl. 14:00. Eller om de bare gerne vil ud i “friheden” så hurtigt som muligt, og “da det jo ikke er min butik kan jeg være ligeglad med, hvad kunderne tænker, og om de vælger at handle hos en anden næste gang. Jo før jeg får min po po ud fra jobbet, jo bedre er det”.
Ja, det var min første tanke, at det var det der skete i hovedet på personalet. Alt imens de klager over, at der ikke er råd til lønstigninger og nyt arbejdstøj…
Jeg siger ikke, at personalet bare skal arbejde over. Jeg siger bare, at vil I venligst passe jeres job i åbningstiden? (jeg tænker, at min oplevelse ikke står i Personale-håndbogen under prima service)
“Jeg spørger lige om lageret er i godt humør”
I sidste uge skulle jeg bestille en vare i en netbutik. På hjemmeiden stod der, at de leverede fra dag til dag. Jeg skulle bruge varen næste dag til min datters fødselsdag, så jeg ringede og spurgte om de kunne sende den i dag.
“Et øjeblik, jeg skal lige høre om de er i godt humør ude på lageret”, svarede kvinden i kundeservice.
Der gik tre minutter, og så var hun tilbage: “Ja, de er i godt humør i dag, så vi skal nok få den afsted”.
“Tak. Så må vi bare håbe, at Postvæsenet også er i godt humør”, svarede jeg.
Spøjs måde at praktisere kundeservice på. Men der er virkeligheden. For vi danskere er ofte styret af vores humør.
Er vi i godt humør kan mere lade sig gøre. Men det er trist, træls og overfladisk, at være kunde et sted, hvor personalet ikke er i godt humør.
Og det går ud over arbejdspladsens omdømme og konkurrence-evne. Og i sidste ende, års-resultat.
Så jeg vil opfordre alle chefer til at sikre, at deres medarbejdere er i “godt humør”.
At de skaber nogle rammer, hvor det er muligt at være det. Og tager en snak med de medarbejdere, der evt. har valgt, aldrig, eller sjældent, at være i “godt humør” når de er på job.
For de findes nemlig også, og ofte “fylder” de ret meget.
Men med fokus på arbejdsglæde kan selv de også rykkes…
De bedste sommer-hilsner
John Harmsen